Skip to content

Folketingsvalg den 1. november 2022

Der er udskrevet Folketingsvalg i Danmark til afholdelse den 1. november 2022. Læs mere om, hvordan du kan afgive brevstemme til valget fra Tanzania.

Der afholdes folketingsvalg i Danmark tirsdag den 1. november 2022. Vælgere, der kan stemme til valget, kan brevstemme ved ambassaden i Dar es Salaam eller på konsulaterne i Arusha eller Zanzibar.

Brevstemme tidsfrist - den 21. oktober

Din brevstemme skal kunne nå frem til din kommune inden valgdagen for at blive talt med. Det anbefales derfor at stemme så tidligt som muligt. For at ambassaden i Dar es Salaam kan nå at hjemsende din brevstemme i tide, anbefaler vi, at du afgiver din stemme senest den 21. oktober. Alle, der henvender sig for at afgive brevstemme efter denne dato, vil dog ikke blive afvist fra at afgive brevstemme, uanset at det ikke er sandsynligt, at brevstemmen kan nå hjem i tide. 

Husk at medbringe gyldigt dansk foto ID (dansk pas, kørekort eller sygesikringskort).

Kontakt venligst ambassaden eller konsulatet, hvor du ønsker at stemme, for at aftale tidspunktet for dit personlige fremmøde. Her på ambassadens hjemmeside finder du kontaktoplysningerne.

Hvem kan brevstemme i udlandet?

Ret til at stemme, herunder brevstemme, til folketingsvalg har enhver, der på valgdagen 
• har dansk indfødsret (statsborgerskab), 
• er fyldt 18 år, 
• har fast bopæl i riget og 
• ikke er under værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne (ikke er umyndig). 

Læs mere på www.valg.im.dk eller www.borger.dk

Hvem kan man stemme på?

Først fra mandag den 24. oktober 2022 vil du kunne finde fortegnelser over alle de opstillede partier på Indenrigs- og Boligministeriets hjemmeside. Du kan dog finde alle øvrige informationer om folketingsvalget her www.valg.im.dk