Skip to content

Information om coronavirus/covid-19

Her på siden kan du læse information til danske rejsende og fastboende i Tanzania i forbindelse med udbruddet af coronavirus/covid-19.

2/4/2020 10.00

Vi deler også de oplysninger, vi har om Malawi, Mauritius og Zambia, der også dækkes her fra ambassaden i Dar es Salaam

Læs mere på Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Ambassaden følger løbende udviklingen i forhold til coronavirus/covid-19 i Tanzania. Danskere bosat eller på rejse i Tanzania opfordres til at følge de lokale myndigheders information via nyhedsmedierne.

Rejser til og fra Tanzania

Udenrigsministeriet opfordrer danske rejsende, der befinder sig ude i verden til at tage hjem, så snart det er muligt og i tæt dialog med dit rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Med de mange restriktioner, som indføres både i Danmark og i udlandet, er det i stigende grad svært at finde hjemrejsemuligheder.

Hvis du ikke kan rejse videre på nuværende tidspunkt, så skal du først og fremmest sørge for at finde indkvartering og sørge for at have adgang til rent vand og mad. Følg Sundheds­myn­dig­hedernes anbefalinger, som du kan læse mere om her www.coronasmitte.dk.

Her er desuden ambassadens 10 gode råd , hvis du opholder dig i Tanzania den kommende tid.

Myndighederne i Tanzania Mainland har endnu ikke indført restriktioner for ind- og udrejse, men vil kunne iværksætte restriktioner med kort eller ingen varsel. Der er indført restriktioner for indrejse til Zanzibar for international flytrafik, men fly kan fortsat lette fra lufthavnen med passagerer, der ønsker at forlade Zanzibar. Qatar Airways har tre flyvninger fra Zanzibar om ugen (den 31.3., 2.4. og 5.4.), men da der er skriftende meldinger, bør man bekræfte det med Qatar Airways direkte. Nationale ruter med fly og færge fortsætter uændret.

Alle tilrejsende fra lande med COVID-19 skal tilbringe 14 dage i karantæne på specifikke hoteller anvist af regeringen. De rejsende skal selv dække udgifterne forbundet hermed. Hvis man efter de 14 dage ikke har udviklet symptomer, kan man forlade hotellet, og opgive personlige oplysninger til myndighederne. Alle der ankommer til Tanzania, vil være underlagt en omfattende screening og om nødvendigt en COVID-19 test. Alle rejsende til Zanzibar sættes ligeledes i 14 dages karantæne.

Der er pt. ingen restriktioner for danskeres udrejsemuligheder fra Tanzania Mainland. Der er ingen direkte flyforbindelser mellem Tanzania og Danmark, hvilket betyder, at der skal mellemlandes i Europa, Afrika eller Mellemøsten. Alle flyselskaber med forbindelse til Europa har reduceret antallet af eller standset flyvninger til og fra Tanzania. Eneste mulighed for at komme til Danmark (via Sverige eller Tyskland) er med Ethiopian Airlines, der oplyser at have daglige fly ud af Dar es Salaam indtil videre. Beslutninger om fortsat flyvning træffes af flyselskaberne med meget kort varsel. Vi opfordrer derfor rejsende til at holde sig i kontakt med deres rejsearrangør og/eller flyselskab.

Udvikling i smitte og restriktioner mv. i Tanzania

Der er nu 19 bekræftede tilfælde af coronavirus/covid-19 i Tanzania med en geografisk spredning, der inkluderer Dar es Salaam, Arusha, Zanzibar og Kagera. Myndighederne har fokus på inddæmning af smitten og har forbudt alle offentlige arrangementer, lukket skoler og universiteter. Ligeledes opfordres der til at begrænse rejseaktiviteten, såvel lokalt som internationalt. TV og radiokanaler udsender dagligt generelle oplysninger om minimering af smitterisiko for coronavirus/covid-19.

Indrejserestriktioner i Danmark

De nye indrejserestriktioner til Danmark, har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly fra udlandet. Hvis du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat, der viser dette (certificate to board).

Information om andre lande, som ambassaden har ansvaret for:

    
  • Zambia: Ethiopian Airlines flyver fortsat, men det er uklart med hvor mange fly. Kenya Airways, Turkish Airlines, Emirates og South African Airlines har alle indstillet flyvninger. Alle tilrejsende fra lande med bekræftede tilfælde pålægges 14 dages karantæne. Zambia har konstateret 35 tilfælde. Skolerne blev lukket fredag den 20. marts.
  • Malawi: Al international flytrafik suspenderes fra 1. april 2020, og kun enkelte fly med passagerer med opholdstilladelse i Malawi samt sundhedspersonale og fly med forsyninger vil få lov at lande. EU-borgere kan ikke længere indrejse i Malawi. Det er ikke længere muligt at søge visum ved ankomst til Malawi. Alle rejsende uden symptomer på coronavirus pålægges 14 dages karantæne i eget hjem. Karantæne på hoteller eller anden indkvartering er ikke tilladt. Tilrejsende med symptomer bringes i isolation i lufthavnen med henblik på lægeundersøgelse. Indtil videre er der ingen bekræftede tilfælde i Malawi. De internationale skoler har alligevel valgt at lukke fra den 20. marts.
  • Mauritius: Alle indkommende kommercielle fly til Mauritius er blevet suspenderet fra 19. marts kl. 10.00 og til 1. april. Krydstogtskibe får efter det oplyste ikke lov at lægge til havn. Der har været 107 bekræftede corona-tilfælde på Mauritius. Regeringen har lukket skoler og universiteter.

Information til fastboende danskere i Tanzania, Malawi, Mauritius og Zambia

Det globale udbrud af covid-19 kan medføre vanskeligheder med forsendelser af post til udlandet. Det betyder, at der for danskere bosat i udlandet kan opstå problemer med at få tilsendt et nyt NemID-nøglekort med posten. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Se mere her.

Nem adgang til vigtig information

På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du svar på de fleste spørgsmål under: Spørgsmål og svar til rejsende og danske fastboende i udlandet om coronavirus/covid-19

Ambassaden opfordrer alle danskere i Tanzania, Malawi, Mauritius og Zambia til at registrere sig på Danskerlisten og hente Udenrigsministeriets app Rejseklar. Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig. Du tilmelder dig Danskerlisten her. Hvis du har brug for assistance til at komme hjem til Danmark, skal du tilmelde dig kriselisten, som beskrevet på forsiden eller selv registrere dig via følgende link:  Danskerliste - krisetilmelding

Hvis du allerede er rejst hjem, bedes du slette dig fra Danskerlisten hurtigst muligt.

Har du spørgsmål i forbindelse med coronavirus/covid-19, kan du tage kontakt til den danske ambassade på telefonnummer: +255 (22) 216 52 00 mandag - torsdag i tidsrummet kl. 8-16 lokal tid, samt fredage kl. 8-13. Ambassaden kan også kontaktes via e-mail: daramb@um.dk. Uden for ambassadens åbningstid er der mulighed for omstilling til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på: +45 33 92 11 12. Du kan også kontakte Udenrigsministeriets Afrika-hotline kl. 9-21 på: +45 33 92 09 96.

Facebook-gruppe for strandede: Er du strandet uden for Danmark - eller er du udlandsdansker, der gerne vil hjælpe andre danskere i en svær situation? Udenrigsministeriet har oprettet en facebookgruppe, så danskere i udlandet kan støtte op om hinanden. Tilmeld dig her: Facebook-gruppe

Tanzanias sundhedsministerium har oprettet en corona-hotline: 199. For Zanzibar er nummeret 190. Desuden kan du kontakte disse numre for mere information om covid-19 på Zanzibar: +255 765 277 199 eller på WhatsApp +255 625 540 174. Privathospitalet Aga Khan i Dar es Salaam har ligeledes oprettet en Covid-19 Hotline: +255 785 749 359.

Se også Verdenssundhedsorganisationens WHO coronavirus site: https://www.who.int/emergencies/diseases/novel-coronavirus-2019, hvor du kan læse WHO's råd om, hvordan du bedst beskytter dig.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite www.coronasmitte.dk kan du finde information om coronavirus/covid-19.

For yderligere information se også Udenrigsministeriets hjemmeside.